Fra venstre:
Mirjana Dragicevic, Vicka Ivankovic, Ivanka Ivankovic, Ivan Dragicevic, Marija Pavlovic
Jakov Colo
red. 24-03 2022
Medjugorje
Dag 2
25. juni 1981
Børnene, som havde set synet dagen før, brugte denne dag på at arbejde på markerne. Da de var færdige med deres arbejde lidt tidligere end normalt, besluttede fire af dem at se, om Vor Frue ville vende
tilbage: Ivanka, Mirjana, Vicka og Ivan Dragicevic.
Mirjana sagde,
”Jeg følte i mit hjerte, at jeg måtte tilbage. Interessant nok havde de andre også det på samme
måde...Vi planlagde det ikke. Vi følte bare alle på samme tid et enormt ønske om at vende tilbage til det sted.”8
Den ældre Ivan var ikke interesseret i at vende tilbage, og Milka kunne ikke gå, da hun var blevet bedt af sin mor om at blive tilbage og tage sig af fårene.
Milkas storesøster, Marija, som var 16 år, bad Vicka komme og hente 10-årige Jakov Colo og hende selv, hvis hun skulle se synet igen.
12-årige Milka Pavlovic så Jomfru Maria den 24. juni 1981, mens hun ledte efter sine får. Dette ville være den eneste gang, Milka så Vor Frue, for dagen efter var det hendes søster, Marija, der blev en af de seks
visionære.
Marija sagde til Vicka:
Hvis du ser Madonna, vil jeg bare gerne være der. Jeg behøver ikke at se hende. 9
Lille Jakov havde fortalt Mirjana,
at han ”også gerne ville se hende mere end noget andet i verden.”
Derfor kom han med
på andendagen.10
Et par nysgerrige voksne og nogle børn fulgte med.
Mirjana fortalte, at da de kom til vejen, hvor de havde været i går, hørte de den velsignede moder kalde på dem om at komme op på bjerget.
“...Hun vinkede til os.
Vi var ved foden af bakken.
Hun kaldte på os om at komme til hende.”11
Vicka,
i et interview med Broder Vlasic,
fortsætter med at fortælle historien.
"Klokken var omkring 18.00. Vi gik lidt tidligere. Mirjana og jeg gik sammen og snakkede med hinanden. Ivanka var lige foran os.
Pludselig vendte hun sig om og sagde:
”Se, Madonna!”
Hun så hende først.
Så kiggede Mirjana og jeg, hvor Ivanka havde kigget,
og vi råbte begge:
”Madonna, det er hende!´”
Vicka fortsætter:
Det var stadig dagslys og jeg kunne se hendes ansigt, øjne, hår og kjole.
Jeg var i stand til at genkende alt.
Vi var nede på vejen og vidste ikke, hvad vi skulle gøre.
Jeg ringede til Marija og Jakov. De kom med det samme....
"Madonna kaldte på os om at gå op på bakken, og vi gik.
Når man kigger op fra bunden af bakken, ser det ud til at være tæt på, men det er det ikke.
Vi løb hurtigt op ad bakken. Det var ikke som at gå på jorden.
Vi ledte heller ikke efter stien. Vi løb simpelthen hen mod hende.
På fem minutter var vi på bakken - som om noget havde trukket os gennem luften.
Jeg var bange. Jeg var også barfodet, men ingen torne havde revet
mig...”
"Da vi var omkring to meter væk fra Madonna, følte vi det, som om vi blev kastet ned på knæ.”
”Jakov blev kastet knælende ind i en tornebusk, og jeg troede, han ville blive såret. Men han kom ud af det uden en skramme.”
Så spurgte jeg: ”Marija, ser du Madonna?”
Hun sagde: ”Jeg ser noget hvidt; det bliver tydeligere.”
Senere så hun ligesom os andre.
Jakov sagde:
”Jeg ser Madonnaen”, men Ivanka talte med hende først.
Hendes mor var død to måneder tidligere, og Ivanka spurgte om hende.
Madonna fortalte Ivanka, at hendes mor har det godt, er sammen med hende, og at Ivanka ikke skulle bekymre sig...
"Mirjana klagede til Madonna.
”Kære Madonna, de vil ikke tro os, når vi går hjem.
De vil fortælle os, at vi er skøre.”
Madonna smilede bare.
Vi var på bakken i ti til femten minutter. I mellemtiden var nogle mennesker kommet op for at slutte sig til os. Da vi skulle til at gå, syntes Madonna at svæve i luften, og vi vidste ikke, hvad vi skulle sige.
Så sagde hun til os: ”Gå i Guds fred.”
Vores hoveder var alle vendt i den retning, hvor hun forlod os -
alle i samme retning.
Ingen sagde noget, men alle var bange.
"Da vi var
på bakken og bad med Madonnaen den anden dag, bad vi syv 'Fader vor'.
Vi bad, fordi vi ikke vidste, hvad vi ellers skulle gøre.
Vi græd lidt og bad lidt. Senere bad hun os om at bede.12
Livet for de fleste unge drenge omfatter fornøjelsessøgning og verdenseventyr, men for Ivan Dragicevic var hans liv på seksten et dagligt møde med himlens dronning, og disse møder fortsætter i dag.
Vicka
Ivankovic var 17 år gammel, da hun blev udvalgt af Gud til at være en af de seks visionærer i Medjugorje. Kendt for sit søde smil, er hun blevet en sand afspejling af Maria.
Kan nogen forestille sig et møde med Himlen som 10-årig?
Jakov Colo voksede bogstaveligt talt op i Marias nærvær.
Marija Pavlovic, 16 på det tidspunkt, hvor åbenbaringerne begyndte,
gik sammen med de andre den anden dag,
Maria dukkede op, fordi hendes søster Milka ikke var i stand til at gå.
I sin ydmyghed ville hun kun "være der" med Vor Frue, men så blev hun valgt til at være en af de seks.
For dem, der fulgte de seks børn op ad bakken den dag, var de forbløffede over den hastighed, hvormed de så visionærerne bestige den.
De kunne ikke selv
følge med dem. Mirjanas onkel, som var en af de voksne tilstede den dag, sagde, at
"Det tager mindst tolv minutter at komme derop, men alligevel gjorde de det på to. Det skræmte mig til døde."13
Tilsyneladende
varede det i næsten 15 minutter.
Alle visionærer græd, da de kom ned fra bakken. De var både rørte og bange over deres oplevelse.
Marinko Ivankovic, en mand på omkring 40 år, boede
på den anden side af gaden fra Milka og Marija og lige nede ad gaden fra Vickas hus. Han kendte børnene godt og vidste, at de var ’gode piger.’
Han var stødt på Marija og Vicka torsdag morgen og hørte for første gang de mærkelige hændelser fra dagen før. Han var rystet over historien og besluttede, at hvis børnene vendte tilbage til bakken, ville han holde nøje øje med dem. Men han ankom på det forkerte tidspunkt og var der kun for at se børnene, som var bange og oprørte, komme ned fra bjerget.
Han sagde:
"Ivanka hulkede, frygtelig ked af det. Jeg løb hen til hende og spurgte, hvad der var i vejen, og hun
fortalte mig alt, hvad der var foregået mellem hende og åbenbaringen. Jeg forsøgte at fortælle hende, at hvis visionen havde sagt, at hendes mor var rask og glad, så skulle hun le og ikke græde. Men hun var utrøstelig.”14
Marinko mente, at sognepræsterne burde informeres og inddrages i disse hændelser,
især hvis ’en eller anden ond magt var på vej her.’
Men til sin ærgrelse var præsten Jozo Zovko ikke i landsbyen, og den assisterende præst Zrinko Culvalo ville intet have med sagen at gøre.
Marinko påtog sig derefter at hjælpe og passe på børnene. Da han talte med dem, begyndte han at tro på deres historie.
Han sagde efter hjemkomsten fra Kirken,
“...så jeg gik hjem igen og snakkede selv med børnene. Ivanka var faldet til ro på det tidspunkt og var i stand til at tale ganske rationelt.
Og det var da, at jeg begyndte at tro på hele den fantastiske historie, for jeg kendte Ivanka godt, og hun var en ligevægtig flittig pige.
Jeg kendte også Milka og Marija. Hver aften plejede pigerne at komme og hjælpe min kone Dragica med opvasken... De var flinke piger.”15
Og således sluttede den anden dag af åbenbaringerne.
Det var på denne dag, at Himlen offentliggjorde sin endelige beslutning om de, der ville være de eneste "øjenvidner" til Maria i åbenbaringerne.
De seks børn, der gik op ad bakken den dag, sammensatte den faste gruppe af visionærer: Blandt andet derfor blev den 25. juni årsdagen for åbenbaringerne og blev til sidst udnævnt til festen for Vor Frue*, Fredsdronning, efter anmodning af Maria selv.
Som f.eks. i Vor Frue Kirke o.a.
Kilder:
8. Ibid.
9.
Ibid.
10. Ibid.
11. Queen of the Cosmos, by Janice Connell
12. Interview with Vicka by Fr. Tomislav Vlasic, March 15, 1982
13. Spark from Heaven, by Mary Craig
14. Ibid.
15. Ibid.
Youtube: